X

Nyheder

HOAX

Sådan spotter du en falsk virusadvarsel

Se hvad du skal være opmærksom på for ikke at sende falske beskeder videre.

orm
Af Stina Christiansen 09/04-2013

På Facebook og i vores indbakker oplever vi tit disse mails med en advarsel fra en velmenende ven eller bekendt. Men oftest er der tale om falske advarsler, der slet ikke har noget på sig.

De fleste, der modtager mails har oplevet det - mailen med overskriften, farlig virus, pas på. Send straks denne advarsel videre til alle du kender, dette er ikke en falsk advarsel, ("navnet på et kendt firma, som Microsoft eller IBM" har udsendt følgende meddelelse:…. Hvorefter de frygtelige (og ofte også usandsynlige) følger af virussen opremses.

Straks sender man mailen videre til alle dem, man har registreret i sin adressebog, for man vil selvfølgelig ikke have, at de skal udsættes for en farlig virus på deres pc.
Men, desværre har man netop udført netop den handling, som var den egentlige kriminelle handling i mailen - det var nemlig en falsk virusadvarsel - en såkaldt HOAX (HOAX iflg. Gyldendals Røde Ordbog, engelsk/dansk: spøg, mystifikation, svindelnummer, skrøne, avisand), hvis egentlige formål var at blive spredt så meget som muligt - enten med det relativt harmløse formål at tage folks tid og diskplads, men i de mere alvorlige tilfælde indeholder HOAXen netop en virus, og det er så rent faktisk den, der bliver spredt - som en advarsel.

Men det er jo svært - mailen bliver jo videresendt i den bedste mening, for hvordan skal man kende forskel på en egentlig virusadvarsel og en HOAX, men kan vel endda have holdningen, at man hellere sende en falsk advarsel end at undlade at sende en rigtig.

Sådan spotter du en HOAX:

  • Fik du mailen fra en "pålidelig" kilde: din IT-administrator, eller en anden, der burde have forstand på IT - eller fik du den af din onkel, som havde fået den af sin tandlæge, som havde fået den af sin frisør...
  • Blev du i mailen opfordret til straks at sende budskabet videre til alle i din adressebog (kædemail). Netop opfordringen om at videresende til så mange som muligt, er en HOAX'ens væsentligste kendetegn.
  • Er der i mailen oplysninger om, hvor du kan få nærmere teknisk information om virusen,- og er det en kendt internetadresse. Undersøg om det er korrekt, at du kan finde information på adressen. En ledetråd her er også om henvisningen går til hovedsiden, eller til en dybereliggende side.
  • Et kædebrev er typisk præget af overdrivelse!
  • Der anvendes ofte en kilde: hørt i radioen, set på TV!

At følge disse regler er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at man altid kan kende en HOAX fra en egentlig virusadvarsel. HOAX'erne er jo netop udformet for at narre en. Men som det gælder for mange andre ting relateret til internettet, så gælder det også her om at holde hovedet koldt og bevare fornuften. Forsøg at afklare om der er hold i mailens indhold - før du går med på vognen og spreder budskabet.

Kilde: DK-CERT & Peter Kruse, CSIS.dk

Emneord i denne artikel