X

Nyheder

GODE RÅD

Simple trin til sikker online-adfærd

Gode råd kan gøre dig og din computer, mobil og tablet mindre udsatte, når du er online.

Lås på blåt tastatur
Af Vivian Bille Rasmussen 28/11-2017

Hold din computer, mobil og tablet opdateret: Sørg altid for, at dine programmer, apps og dit styresystem er opdateret og bruger den sidste nye software. Du kan derfor med fordel indstille dine enheder til at opdatere software automatisk. Når dine enheder er opdateret med den nyeste software gør du det sværere for hackere og andre it-kriminelle at komme ind på din computer.

Brug både antivirusprogram og firewall: Sørg altid for at have både en firewall og et antivirusprogram installeret. Det gælder både for din pc, Mac, mobil og tablet. Ofte følger der både en firewall med til din computer. Sørg for, at den er sat til automatisk opdatering. Der findes mange gode antivirusprogrammer på nettet. Det vigtigste er, at du har et program, som kan beskytte indholdet på din enhed, hvis uheldet er ude.

Mange tænker ikke på, at de også skal beskytte deres mobil og tablet, men du skal tænke på disse enheder som mini-computere. Du skal derfor også beskytte din mobil og tablet med et antivirusprogram. Der findes mange gode både apps med antivirusprogrammer til din mobil og tablet, og du kan både finde apps, som der er gratis mens der er andre, du skal betale for.

Hvad er forskellen mellem firewall og et antivirusprogram. Begge programmer beskytter dig, men de gør det mod forskellige ting. En firewall beskytter mod angreb fra internettet, der udnytter sårbarheder på din pc (f.eks. hackere). Antivirusprogrammer beskytter dig mod virus, spyware og mail-orme. Du har derfor brug for begge typer beskyttelse.

Tjek links før du klikker på dem: Vi ser en stigning i de it-kriminelles brug af link-forkorter-tjenester. Det betyder, at man ikke kan se hele det korrupte link og dermed lettere kan blive narret ind på en falsk side. En lang hjemmeside-adresse bliver kortet ned til færre bogstaver, og derfor kan det være svært at gennemskue, hvor linket fører hen.
Det er derfor vigtigt, at du er sikker på de links, du klikker på. Og det gælder uanset om linksne ligger i mails, på sociale netværkssider og almindelige hjemmesider. 
Du bør vænne sig til at holde musen over et link et stykke tid, inden du klikker. Så vil linket eller en sætning blive vist, og du kan få en idé om hvad, det er for et link. Hvis det er en kort URL såsom TinyURL, bit.ly eller lignende, skal dine alarmklokker lige tændes, og du skal kun klikke dig videre, hvis du er sikker på, at mailen eller sms'en kommer fra en troværdig kilde.

Afslør aldrig personlige oplysninger online: Tænk på det med at give personlige oplysninger online som at møde en fremmed på gaden. Hvad ville du dele med en fremmed? Give ham dit CPR-nummer? Dit kontonummer? Din adresse og oplysninger om hvornår du tager på ferie?
Sørg for at indstillingerne på sociale netværk - især for dine børn - er
indstillet sådan, at kun godkendte venner kan se oplysninger om dig eller dine børn, og hold øje med hvem, der følger din familie online. Afslør aldrig dine bevægelser og planer om at være væk fra hjemmet online, især ikke på sociale netværkstjenester som Facebook og Twitter.

Hold øje med dine børns brug af nettet: Du vil formodentlig ikke lade dine små børn lege uden opsyn, så lad dem ikke surfe på nettet uden et vågent øje. Se hvad de laver, del gode råd om at være forsigtig online med dem og forklar, hvorfor de eksempelvis ikke skal tale med fremmede i chatrum og på Instant Messenger, eller offentliggøre personlige oplysninger på sociale netværkssider.

Læs også forældreguiden

Lav en sikker adgangskode: Mange vælger at bruge den samme adgangskode til både e-mail, netbank, facebook (og andre sociale medier) og andre login-sider. Det er let at huske for en selv, men tænk også på, at det også er lettere at huske for it-kriminelle, som måske har fået adgang til din computer eller mobil. Har han fået adgang til ét område, vil han hurtigt have adgang til alle områder med samme adgangskode.
Sørg derfor altid for at have forskellige adgangskoder til forskellige tjenester. Forsøg at lave en adgangskode på mindst 12 karakterer, bestående at både store og små bogstaver, tal og specialtegn. 
Har du mulighed for at lave en to-trinsbekræftelse, er det et godt supplement til adgangskoden. En to-trinsbekræftelse består af engangskoder, som du modtager på sms, et nøglekort eller gennem en app. Du skal, efter du har indtastet din egen adgangskode, indtaste den kode, du modtager fra ét af de ovenstående programmer.

Internet-sikkerhed handler om mere end på nettet: Husk, at internetadgang ikke kun sker fra din computer og med en browser.
Mobiltelefonen bliver oftere og oftere brugt som indgang, da de sjældent er beskyttet. Sørg derfor altid for at beskytte dig selv på mobilen.
Fremmede kan komme i kontakt med børn via chat og IM i populære spil på spillekonsoller eller på sociale medier.
Sørg for, at forældrekontrol er aktiveret på alle disse tjenester, så du kan forhindre, eller i det mindste kontrollere, hvem dine børn interagerer med, når de kontakter eller bliver kontaktet af fremmede eller nye spillevenner.

Læs også it-sikkerhedsrådene fra DKCert

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 04/01/2013 

Emneord i denne artikel