X

Nyheder

LOKATIONS-TJENESTER

5 tips: Undgå at afsløre din lokation

Pas på med de mange tjenester, der kan ende med at afsløre mere, end du gerne vil.

Lokationstjeneste, sikkerhed, facebook places - © Istock Photo/Alex Slobodkin
Af Stina Christiansen 09/02-2011

Når du registrerer din løbetur og deler ruten med andre, bruger du en lokations-tjeneste. Facebook Places er et af de seneste eksempler på, at du nemt kan vise andre, hvor du er henne lige nu. Derudover kan du sætte et tag på dine billeder, så andre kan se, hvor de er taget.

Microsoft har kigget nærmere på de mange lokationsbaserede tjenester, der dukker op som paddehatte på nettet og vores smartphones for tiden. De har spurgt 1500 mennesker i USA, England, Japan, Tyskland og Canada om deres brug af lokations-tjenester, og om de føler sig trygge omkring dem.

Selvom der ikke er noget farligt ved disse tjenester som sådan, er der alligevel nogle sikkerhedsaspekter, som du skal tænke over.
Du skal tænke over de mange lag af informationer, du giver fra dig. Jo flere spor du sætter, jo nemmere bliver det for andre at samle brikkerne i puslespillet og finde ud af ting, som du gerne vil holde for dig selv.

Her er 5 korte råd, som er værd at notere sig:

  • Hold godt øje med indstillingerne på din telefon i forhold til privatliv, lokationstjenester, sociale netværkstjenester og forskellige apps.
  • Brug ikke Check in-funktionen på sociale netværk som eksempelvis Facebook, når du er hjemme, og inkluder ikke GPS-koordinater på Twitter, blogs eller på de sociale netværkssider. Læs mere om Facebook Places
  • Begræns hvem du bliver venner med på de sociale netværk, og sørg for, at oplysningerne om hvor du befinder dig ikke bliver offentliggjort til alle eller kan søges frem i søgemaskinerne.
  • Lad være med at geotagge billeder af dit hus eller dine børn. Det tilrådes at slå geotagging fra i kameraet, indtil du har behov for det.
  • Kun venner, som du stoler på, bør kende din lokation. Hvis du har venner eller kontakter på dine lister, som du ikke rigtig kender eller stoler på, bør du rydde op i dem.

Kilde: Microsoft

Emneord i denne artikel