X

Nyheder

GODE RÅD

Online poker: Fuldt hus eller tom konto

Sikkerhedsfirmaet Kaspersky giver gode råd til pokerspil på nettet.

poker
Af Stina Christiansen 15/02-2010

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik spiller hver femte danske mand om penge på nettet, hvor især online poker er populært.
Men it-sikkerhedseksperten Kaspersky advarer om, at svindlen ofte følger i hælene på internettrends. Og det gælder også online pokerdillen.

Lige siden Det Vilde Vesten har pokerspil og snyd gået hånd i hånd. Men hvor spillerne dengang sad over for hinanden og kunne se hinanden direkte i øjnene, kan det i online poker være svært at aflure, hvornår du skal være på vagt for at undgå at blive svindlet i det traditionsrige hasardspil.

 - Online poker har lynhurtigt opnået en enorm popularitet blandt primært den mandlige del af befolkningen - godt hjulpet på vej af danske Gus Hansen, som sammen med de andre topspillere er blevet eksponeret i tv som feterede stjerner. Derfor er online poker blevet et millionforetagende, som ikke bare tiltrækker spillelystne danskere, men som også tiltrækker cyberkriminelle på jagt efter hurtige og nemme gevinster. Vores budskab er derfor dels at informere om de potentielle farer på online poker sites, og dels opfordre spillerne til at bruge deres sunde fornuft," siger Eva Maria Matell, Managing Director hos Kaspersky Lab Nordics.

Installation af trojaner

Der er flere eksempler på, at cyberkriminelle har fået adgang til en spillers pokerkonto via et skadeligt program kaldet en trojaner. Den typiske fremgangsmåde er, at brugeren bliver kontaktet via mail, instant messaging eller sociale netværk såsom Facebook og opfordres til at klikke på et link.
Så snart brugeren klikker på linket, installeres der, uden brugeren aner det, en trojaner på computeren, som herefter giver de cyberkriminelle adgang til brugernavne, koder og kreditkortnumre. Og hvis uheldet er ude, kan spilleren finde sin pokerkonto tømt ved næste logon.

Kaspersky råder derfor alle til at være meget forsigtige med at klikke på links i chatrooms eller mails, da beskederne ofte er udsendt af en mailrobot, der udgiver sig for at være en af brugerens venner eller bekendte.

Snydt af en Pokerbot

En anden velkendt metode til at snyde de andre online spillere er ved at benytte såkaldte Pokerbotter. Det er programmer, som udgiver sig for at være menneskelige spillere. Online-pokerspillere kan derfor risikere at spille mod et sofistikeret stykke software, der lige præcis ved, hvordan hånden skal spilles for at vinde.

Større online-spillesites forhindrer imidlertid Pokerbotter og blokerer brugere, der spiller mistænkeligt. Kaspersky opfordrer derfor til, at online pokerspillere med omhu vælger det ønskede spillesite og skæver til dets størrelse og omdømme.

Opretter flere profiler

Endelig opretter online pokersvindlere ofte flere forskellige spilleprofiler på et spillested. På den måde kan den samme spiller eksempelvis optage fire ud af fem pladser i et femmandsspil og på den måde styre slagets gang.

For at undgå dette problem holder især større spillesites øje med, om visse kriterier er opfyldt, når profilerne registreres - eksempelvis om flere brugere spiller fra den samme IP-adresse. Det er også et velkendt trick, at spillere kommunikerer gennem eksempelvis Facebook og IM, mens de spiller, og aftaler en fælles taktik mod de øvrige spillere ved bordet.

Så længe man tager sine sikkerhedsforbehold, ønsker Kaspersky dog alle spillelystne danskere held og lykke på online pokersites.

Kilde: Kaspersky Lab

Emneord i denne artikel